Sprøde boller

Lækre sprøde boller – der både kan laves med det samme eller med koldhævning. God grunddej så du selv kan tilsætte dine yndlings korn, flager eller frø.
Ca. 20 stk., ca. 8-10 timer
Ingredienser
- 1 kg. mel
- 8 dl. lunkent vand
- 1/2 pk. gær
- Salt
- Sukker
- Evt. honning
Der kan benyttes flere forskellige former for mel. Du kan også tilsætte eks. havregryn eller sesamfrø i dejen.
Fremgangsmåde
Opløs gæren i vandet. Tilsæt mel lidt efter lidt til dejen får en god konsistens. Tilsæt salt, sukker og honning – og evt. sesamfrø, havregryn eller hvad der ellers falder dig ind. Stil dejen til hævning lunt i 15 min. Herefter slås luften ud af dejen og den stilles yderligere til hævning i 15 min. Herefter former du bollerne på bagepapir hvorefter de stilles i køleskabet (evt. natten over). Har du ikke plads i køleskabet kan du lade dejen stå i skålen og så forme bollerne om morgenen.
Efter ca. 8-10 timer i køleskabet (eller for den sags skyld mere) tages dejen ud af køleskabet (og formes evt.) og hviler i ca. 20-30 min. ved stuetemperatur. Samtidig stiller du en bradepande på nederste rille i ovnen. Ovnen sættes på 200 grader. Når dejen har hvilet i de 20-30 min. placeres bollerne på bagepapir på risten. Bollerne sættes i ovnen på midterste rille. Hæld ca. 1 dl vand i bræddepanden. Lad bollerne hygge sig i 30 min.
TIP: Vandet i bradepanden giver damp og gør derfor overfladen sprød.
